Indhold

Webtekster: Skal de virkelig være kortere?

15. oktober 2026

webteksterwebdesignkonverteringtekstforfatter

„Kan du ikke lige gøre webteksterne kortere?“

„Jeg har lige talt med webdesigneren. Han mener, at der højst må være 250 ord på hver side. Kan du tilpasse teksterne?“

Suk. Det er ikke noget, jeg kan lide at høre som webtekstforfatter.

Selvfølgelig kan jeg forkorte tekster. Men jeg synes ikke, vi skal gøre det, bare fordi webdesigneren har besluttet, at der ikke skal være for meget tekst.

Din hjemmeside skal overbevise – ikke bare se godt ud

En flot hjemmeside er ikke nødvendigvis en hjemmeside, der sælger.

Dine potentielle kunder har brug for svar, før de beslutter sig for at købe:

  • Hvordan vil du løse deres problem?
  • Hvad får de ud af at vælge dig?
  • Hvor hurtigt kan de forvente et resultat?
  • Hvordan foregår samarbejdet?
  • Hvad koster det?
  • Hvad siger dine tidligere kunder om dig?

Det er svært at besvare alle de spørgsmål ordentligt, hvis teksterne bliver skåret helt ind til benet.

Derfor:

Teksterne skal ikke indrettes efter designet.

Designet skal understøtte teksterne, så hjemmesiden tiltrækker de rigtige kunder.

Fire måder at få mere indhold ind på hjemmesiden

Du behøver heldigvis ikke vælge mellem en flot hjemmeside og tekster, der faktisk virker.

1. Fold ekstra indhold ud med toggles

Toggles er felter, som åbner, når brugeren klikker på dem. De bruges ofte til spørgsmål og svar.

Med toogles kan du give læserne alle de informationer, du vil, uden at alle oplysninger behøver at stå synligt på én gang.

2. Gør teksten lettere at overskue med punktopstillinger

En lang tekstblok kan virke tung at komme igennem.

Del teksten op i afsnit med underoverskrifter, så er den meget nemmere at læse.

3. Fremhæv kundehistorier i farvede bokse

Kundecases kan være en god måde at vise, hvordan du har hjulpet andre.

Brug fx en farvet boks til at fortælle hele historien om kundens udfordring, din løsning og resultatet.

4. Placér tilmeldings- og kontaktbokse undervejs

Bokse behøver ikke altid stå nederst på siden. De kan placeres midtvejs, der hvor du måske ellers ville have sat et billede.

Det gør hjemmesiden mere overskuelig, samtidig med at det kan give flere konverteringer.

Kort sagt

Tænk tekst og webdesign sammen fra starten. Så får du en hjemmeside, der både ser godt ud, besvarer kundernes spørgsmål og giver dem en grund til at vælge dig.